Ferie: Kumasi

Så fik vi ferien skudt i gang og den startede i Kumasi, Ghanas anden største by med ca 2-3 mio. indbyggere. Vi kom fra lille, rolige Asafo og blev noget chokeret over en brat introduktion til civilisationen i form af en afrikansk storby.

Turen til Kumasi foregik i bus, hvor der det meste af turen blev underholdt ved en eliksirsælger, der meget optimistisk mente at kunne helbrede ALT! Efter en kort taxatur i Kumasi nåede vi vores hotel, der til vores glæde viste sig at være en 5-stjernet opgradering i forhold til Asafo.

Til højre og nedenfor ses billeder af vores værelse både ude- og indenfor, samt den lækre morgenmad.

Aftensmad på hotellet, bemærk fravær af fisk(!)

Krigsmuseet.

Vores hotel er placeret meget centralt, både restauranter og et krigsmuseum er inde for rækkevidde. Vores første dag i Kumasi var en søndag, så byen lå øde og det mest spændende den dag var en invitation til at komme med i kirke - vi takkede pænt nej. 

Mandag tog vi på marked, da Kumasi har et af Vestafrikas største overdækkede markeder, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord. Det var en intensiv oplevelse med meget larm, skubben, dufte og farver, væsentlig mere travlt end vores hjemlige marked.

Her ses lidt forskellige indtryk fra markedet.

Om aftenen slappede vi af med en længeventet burger på Vic Baboo's Café - og den var god!

Tirsdag ankom feriens tredjemand den for nogen længe savnede Jean-Christophe.
Derfor er dette indlæg helt særligt - der figurer nu billeder hvor vi begge er på! Vi fejrede hans ankomst med en tur på restaurant i højden, mere specifikt på 2. sal hvor vi ikke kunne holde os fra de stegte plantainer og tog nedenstående stemningsbilleder.

Onsdag gik turen til National Cultural Center, hvor man kan opleve ægte ghanesisk håndværk og se det blive fremstillet. Vi besøgte udover talrige butikker og gallerier en vævestue, hvor det traditionelle stof "kente" blev lavet, samt et keramik værksted. Nedenfor ses billeder af vores tur rundt på centerets store område.

Det første billede af os sammen!!!!!!!

Efter en udmattende omgang shopping skulle vi naturligvis prøve en frisk kokosnød på vejen hjem. Mmm.. Frisk mælk lige fra nødden.

Om aftenen gik turen endnu en gang (dog nu for første gang efter mørkets frembrud) til Vic's Café og en omgang indisk mad efterfulgt af cocktails!

Den kulinariske oplevelse kunne ikke dog ikke helt matches om torsdagen til frokost. Her prøvede vi på gebrokkent engelsk at få servitricen til at forklare indholdet, da vi begav os ud i fufu (traditionel ghanesisk suppe) for første gang. Hun sagde vildt - vi fik fisk!!! Heldigvis kunne vi købe pølsehorn i det lokale supermarked..

Suppen kan ses til højre med både fisk og den tilhørende vaskeskål - ghaneserne spiser nemlig denne ret med fingrene.




Nedenfor ses lidt billeder fra Kumasi, bl.a. løvestatuen.
 

Livet som ghanesisk lægevikar

Efter 1 måneds tid som praktikanter er vi nu begyndt at arbejde selvstændigt både i OPD (en slags almen praksis) og til stuegang. En almindelig arbejdsdag starter med stuegang på Female Ward ved 8-tiden, som vi afvikler på egen hånd. Efterfølgende deltager vi enten i stuegangen på børne eller fødsels afdelingen, eller tager direkte i OPD eller på operationsgangen, alt efter hvad der er mest behov for. Arbejdsdagens længde er som regel dikteret af antallet af patienter i OPD, men vi når som regel et smut omkring Granada House ved 13-14-tiden og får lidt frokost. Det er heldigvis oftest kun mandag, at det er nødvendigt med sent eftermiddags arbejde i OPD. 

Ovenover og til venstre ses billeder fra OPD, hvor ventetiden bl.a. fordrives med at puste sæbebobler.

Da vi desværre ikke er flydende i "chi" ( det lokale sprog) er vi afhængige af sygeplejerskernes velvilje til at oversætte. Det plejer de at være venlige til omend med vekslende entusiasme(!). En anden forhindring er at vænne sig til "african time". Selvom vi er bekendte med, at man i vores profession nogle gange skal vente på sygeplejersken, slår vores nye kollegaer helt nye rekorder. Ved siden af ses et billede af en udmattet sygeplejerske, der tager sig en formiddags lur i OPD, træt efter at have oversat. Og nedenunder ses et billede af Mirela, der venter på at gå stuegang på Female ward.

Selvom sygehuset ikke har de ressourser som vi er vant til hjemmefra sætter de en ære i at gøre deres arbejde godt, og derfor blev der holdt et seminar om behandling af malaria i gravide for personalet, inklusiv os. Over to dage blev der holdt oplæg, til tider meget lange, men vores præ- og post test viste, at vi trods alt lærte noget. Den gratis frokost og de 15 cedi i løn for deltagelse opvejede til fulde de små-kedelige perioder.

Når vi ikke er på sygehuset fordriver vi tiden med hjemlig hygge og tager på opdagelse i Asafo og omegn, både i gå- og løbetempo - det sidste ofte til stor morskab for de lokale. I starten løb vi med en af brødrene, som påtog sig det ærefulde hverv som vores træner, men da han ofte er afsat til anden (kirkelig) side, er vi nu begyndt at løbe solo. Nedenunder ses billeder fra løberuten og af vores løbe-munk, som her er i sit søndagstøj.

I vores hjemlige omgivelser har vi efter længere tids søgning kunne tilføje en rødvin til vores aftensmad. Den kan ikke beskrives som delikat - men den vinder ved nærmere bekendtskab ( og efter at have stået åben 1 uge i køleskabet er den om muligt blevet endnu bedre). Derudover nyder vi den store mængde af eksotiske og friske frugter, som Asafo byder på. Som man kan se nedenunder er især papayaen og de stegte plantainer et stort hit.

Da vi arbejder lørdag er vores søndage blevet hellige, ikke i den traditionelle Asafo "vi-skal-alle-i-kirke" forstand, i stedet nyder vi freden og solen i vores gård, gerne henslængte i bikini, eller under myggenettet.

En festlig lørdag

Vores kakao-farm guide inviterede os en lørdag med til en forlovelsesfest i Yoso ca. 1 time fra Asafo. Så den morgen stod vi tidligt op, tog vores pæneste tøj på, fandt make-up og neglelak frem og gjorde os klar til fest.
Efter en længere taxatur og taxaskift ankom vi til en lille landsby, hvor der i en af gårdene, hos brudens forældre, var gjort klar til fest, med telte, balloner og meget festklædte gæster.

Den kommende goms familie 

- læg mærke til de store højtalere i baggrunden.

Den kommende bruds familie.

Brudens familie sad under den ene baldakin og gommens under den anden. På sidelinjen og i midten af hele herligheden, sad de to hvide piger, til fuld skue for hele forsamlingen.

Toastmasteren styrede suverænt slagets gang, godt hjulpet på vej af et dusin store højtalere - der i øvrigt nemt kunne give Orange Scene baghjul! I øvrigt var han også flittig til at tiltale os (selfølgelig uforståeligt på lokalsprog) og minde resten af gæsterne om vores tilstedeværelse.

Undervejs blev en "port" af balloner båret ind og for et (langsomt aftagende) beløb kunne man få lov at pifte en og samtidig donere penge til brudeparret - vi skulle selfølgelig også lige op og prøve, til stor morskab for alle og toastmasteren som venligt annoncerede det til resten af landsbyen over mikrofonen. Ovenover ses ballon-sjov, og til højre ses det kommende brudepar i matchende tøj.

En anden der også havde spottet os, var en charmerende ung mand, der gennem længere tid havde sendt øjne efter Mirela og ihærdigt forsøgte at overtale hende til forlovelse og et liv i Ghana. Det lykkedes ham dog kun at få en enkelt dans.

Efter 4 timer var ceremonien ovre og vi blev inviteret inden for hos brudens forældre til en lunken non-alcoholic maltdrik (smager som flydende øllebrød - knap så lækkert i 40 gaders varme) og en bid frokost, i form af yams med kødsovs. Mmm... :-)

Her ses Christina i den kommende bruds forældres dagligstue.


Inden vi tog hjem skulle vi møde hele familien og mange af lansbyens børn dukkede også op for at sige hej til "de hvide", og det bliver uden tvivl voldsomt kedeligt, når vi om 2 mdr går anonyme ned af Strøget! De to hvide aber her, kan lide at blive set :-)

Børnene kigger på de to hvide.

Om aftenen var vi inviteret til fest hos vores cubanske kollegaer, der havde besøg af en håndfuld andre cubanske læger udstationeret i regionen. Og efter flere aftener foran computeren var en aften med salsa tiltrængt og absolut lige hvad vi trængte til!! Til højre ses et billede af salsatræningen i fuld gang.














Dagen derpå stod på "celebration", i anledning af Mirelas nye titel som førsteforfatter på en videnskabelig artikel. I mangel af bedre (det er ikke velset at kvinder drikker alkohol i Ghana, men vi tager revanche i Kumasi) skålede vi i ghanesisk cola!