Livet som ghanesisk lægevikar

Efter 1 måneds tid som praktikanter er vi nu begyndt at arbejde selvstændigt både i OPD (en slags almen praksis) og til stuegang. En almindelig arbejdsdag starter med stuegang på Female Ward ved 8-tiden, som vi afvikler på egen hånd. Efterfølgende deltager vi enten i stuegangen på børne eller fødsels afdelingen, eller tager direkte i OPD eller på operationsgangen, alt efter hvad der er mest behov for. Arbejdsdagens længde er som regel dikteret af antallet af patienter i OPD, men vi når som regel et smut omkring Granada House ved 13-14-tiden og får lidt frokost. Det er heldigvis oftest kun mandag, at det er nødvendigt med sent eftermiddags arbejde i OPD. 

Ovenover og til venstre ses billeder fra OPD, hvor ventetiden bl.a. fordrives med at puste sæbebobler.

Da vi desværre ikke er flydende i "chi" ( det lokale sprog) er vi afhængige af sygeplejerskernes velvilje til at oversætte. Det plejer de at være venlige til omend med vekslende entusiasme(!). En anden forhindring er at vænne sig til "african time". Selvom vi er bekendte med, at man i vores profession nogle gange skal vente på sygeplejersken, slår vores nye kollegaer helt nye rekorder. Ved siden af ses et billede af en udmattet sygeplejerske, der tager sig en formiddags lur i OPD, træt efter at have oversat. Og nedenunder ses et billede af Mirela, der venter på at gå stuegang på Female ward.

Selvom sygehuset ikke har de ressourser som vi er vant til hjemmefra sætter de en ære i at gøre deres arbejde godt, og derfor blev der holdt et seminar om behandling af malaria i gravide for personalet, inklusiv os. Over to dage blev der holdt oplæg, til tider meget lange, men vores præ- og post test viste, at vi trods alt lærte noget. Den gratis frokost og de 15 cedi i løn for deltagelse opvejede til fulde de små-kedelige perioder.

Når vi ikke er på sygehuset fordriver vi tiden med hjemlig hygge og tager på opdagelse i Asafo og omegn, både i gå- og løbetempo - det sidste ofte til stor morskab for de lokale. I starten løb vi med en af brødrene, som påtog sig det ærefulde hverv som vores træner, men da han ofte er afsat til anden (kirkelig) side, er vi nu begyndt at løbe solo. Nedenunder ses billeder fra løberuten og af vores løbe-munk, som her er i sit søndagstøj.

I vores hjemlige omgivelser har vi efter længere tids søgning kunne tilføje en rødvin til vores aftensmad. Den kan ikke beskrives som delikat - men den vinder ved nærmere bekendtskab ( og efter at have stået åben 1 uge i køleskabet er den om muligt blevet endnu bedre). Derudover nyder vi den store mængde af eksotiske og friske frugter, som Asafo byder på. Som man kan se nedenunder er især papayaen og de stegte plantainer et stort hit.

Da vi arbejder lørdag er vores søndage blevet hellige, ikke i den traditionelle Asafo "vi-skal-alle-i-kirke" forstand, i stedet nyder vi freden og solen i vores gård, gerne henslængte i bikini, eller under myggenettet.